Hentede økse i sin bil, rasede og flygtede, så hurtigt han kunne
Ved middagstid Juleaftensdag passede en operatør i en fotovogn blot sit arbejde ved Rødekro/Hellevad. Her holdt fotovognen på Hellevadsvej mellem de to byer, da det pludselig blev alt andet end en normal arbejdsdag.
Det skriver Jydsek Vestkysten.
"En mand stiger ud og går hen og banker på fotovognens rude. Han sviner derefter operatøren gevaldigt til," fortæller Bjørn Pedersen, vagthavende ved Syd- og Sønderjyllands Politi til Jydske Vestkysten.
"Det ender med, at manden henter en økse i sin bil og optræder truende over for operatøren."
Operatøren i fotovognen valgte herefter at køre hurtigt væk fra stedet - det samme gjorde den truende mand. Han blev dog anholdt kort efter episoden.
Den rasende mand havde også tidligere på dagen svinet en operatør i en fotovogn i Haderslev til. Dette var dog uden en økse.
Vagtchefen oplyser, at manden er omkring 40 år og fra Sønderjylland. Politiet skal nu vurdere, om han skal fremstilles i et grundlovsforhør med henblik på varetægtsfængsling.