Ex offentliggjorde intime samtaler på sociale medier
Det kan føre mange problemer med sig, når et kærlighedsforhold går i stykker.
Det måtte en 24-årig kvinde fra Smørum sande, som mandag formiddag valgte at kontakte politiet for at anmelde sin tidligere kæreste.
“Hun har på de sociale medier haft en korrespondance med en tidligere partner, hvori han har lagt nogle uhensigtsmæssige beskeder,” fortæller vagtchef i Nordsjællands politi, Erik Pontoppidan.
Under samtalen rådgiver politiet kvinden om, hvordan hun skal håndtere beskederne, og hvad hun skal gøre, hvis situationen udvikler sig.
“Hvis du står i den type problemer, er det altid vigtigt, at du gemmer al dokumentation,” siger Erik Pontoppidan og slutter af med et godt råd:
“Man skal altid huske at respektere hinandens intim-grænser og privatliv.”