27-årig dømt for overlagt drab på Jesper Jul - anklager kræver 16 års fængsel, forsvarer 14 år
Enstemmig afgørelse i Glostrup Ret i dag
En 27-årig mand er netop i Glostrup Ret blevet dømt skyldig i overlagt manddrab på politibetjent Jesper Jul.
Det var en enig afgørelse fra de seks nævninge og tre dommere, forklarede dommer Katrine Eriksen i afsigelsen af kendelsen.
Retten har blandt andet lagt til grund, at den 27-årige har udtrykt stor vrede over politiet, at han har søgt flittigt på nettet efter film om politidrab, at video-overvågning og forklaring fra et øjenvidne viste at der var tale om en nedskydning på klods hold.
Den 27-årige dømmes også for vold mod tjenestemand i funktion og for ulovlig våbenbesiddelse.
Retssalen er fyldt med politibetjente, pårørende og presse. Flere pårørende på er tydeligt berørte efter domsafsigelsen.
Nu er der procedure fra anklager og forsvarer om strafudmålingen, hvorefter nævninge og dommere senere vil trække sig tilbage igen for at votere om straffens størrelse.
Anklager: 16 års fængsel eller forvaringsdom
Anklageren fremlægger i sin procedure mentalerklæringen om den 27.årige.
Han har ikke under varetægtsfængslingen udvist psykotisk adfærd. Han udviser grov ligegyldighed med andres følelser.
Han erklæres ikke som sindssyg i gerningsøjeblikket.
Anbefalingen lyder på forvaring af den 27-årige, ikke fængsel.
Retslægerådet vurderer heller ikke den 27-årige som sindssyg. Men betegnes som "karakterafvigende" og præget af "følelseskulde" og meget stor vrede på politiet.
Han vurderes for så farlig for sine omgivelser, at en forvaring anbefales.
Den 27-årige forklarer i retten, at han vil bruge tiden i fængslet på at få en håndværkeruddannelse. Han vil forbedre sig, lyder det gennem forsvareren.
Anklageren kræver fængsel på 16 år, subsidiært (alternativt) forvaring.
Der er en lang række skærpende omstændigheder i sagen, der bør give mere end de 12 års fængsel der normalt gives i straf i lignende sager, siger anklageren, der gentager kravet om 16 års fængsel.
Sagens grovhed er en betydelig faktor. Han udser sig sit offer, uden at have et mellemværende med betjenten, kun fordi han er vred på politiet i almindelighed.
Han sniger sig ind på ham, Jesper Jul er chanceløs og værgeløs. Han rammer ham i hovedet, og han bliver dræbt. Det er en grusom likvidering, siger anklageren.
Det er et angreb på samfundsorden, når noget som dette sker. Hvor politiet skal kunne passe sit arbejde. Det er planlagt, ikke en pludselig indskydelse. Han har trænet intensivt. Det er en skærpende omstændighed, fremhæver anklageren.
Alternativt - eller subsidiært, som det kaldes i jura-sprog - anbefaler anklageren en forvaringsdom.
Hvis altså ikke retten mener den 27-årige skal idømmes 16 års fængsel.
Forsvarer: 14 år
Nu fremlægger forsvareren sin procedure.
Han nedlægger påstand om 14 års fængsel til den 27-årige.
Man straffer i Danmark for at resocialisere, hjælpe den dømte til at få et bedre liv. Man straffer ikke for at hævne, fremhæver han.
Forvaring er noget, der bruges lidt for flittigt, mener forsvareren, der fremhæver bedre muligheder for resocialisering ved et fængselsophold.
Nu trækker nævninge og dommere sig tilbage for at votere. Straf-dommen falder tidligst klokken 14.30, oplyser dommer Katrine Eriksen.