Gennemtæsket i kystbanetog
En 41-årig mand fra Rungsted blev tidligt søndag morgen brutalt slået med fem-seks knytnæveslag, da han forsøgte at stoppe tre mænds chikanerier af nogle piger i et kystbanetog fra København mod Helsingør.
Det oplyser politikommissær Henrik Sejer fra Nordsjællands Politi.
Han oplyser, at toget var kørt fra Københavns Hovedbanegård kl. 03.20, og det voldelige overfald skete omkring kl. 03.50 kort før Rungsted Kyst station, hvor den 41-årige steg af.
“Han opdager, at gerningsmanden og to andre personer chikanerer et par piger, og han beder dem om at stoppe. Det får gerningsmanden til først at skubbe den 41-årige, så han falder mod gulvet, hvorefter han får tildelt fem-seks knytnæveslag i ansigtet,” oplyser Henrik Sejer.
Til politiet har den 41-årige beskrevet overfaldsmanden som dansk, 30-35 år, 175-180 cm høj og almindelig af bygning med kort brunligt hår og korte skægstubbe om munden. Han var iført mørkt tøj.
Ifølge politikommissæren er der rekvireret videoovervågning fra toget, og det kan meget vel sætte politiet på sporet af gerningsmanden.
De hører dog også gerne fra eventuelle vidner. Henvendelse kan ske på tlf. 1-1-4.