Mand gik amok på togfører
46-årig mand havde også gaspistoler og en lille økse på sig
En 46-årig mand blev onsdag aften anholdt og sigtet for vold mod en person i offentlig tjeneste, efter han gik amok på en DSB-medarbejder på banegården i Aarhus.
Den 46-årige mand havde taget toget fra Fredericia til endestationen i Aarhus. Da toget trillede ind på banegården klokken 21.49, lå manden og sov, hvorfor en togfører fra DSB vækkede ham, så han kunne komme af.
Men den 46-årige ville sove videre, og han blev rasende over, at togføreren insisterede på, at han skulle stå af.
På vej ud af toget overfaldt den tydeligt påvirkede mand den 45-årige togfører både verbalt og fysisk.
Togføreren blev både slået på armen og i ribbenene, og den arrige passager spyttede ham i ansigtet, mens han råbte og skreg af ham.
Personalet ringede straks til politiet, og manden gik herefter mod rulletrapperne. Men han var ikke færdig med sit raserianfald, for pludseligt vendte han om, løb tilbage og sparkede flere gange efter togføreren.
Vagter på banegården kom ilende til, og det lykkedes dem at holde fast i manden, indtil politiet kort efter ankom. Betjentene fik lagt den voldsomme mand i håndjern og til sidst faldt han så meget til ro, at de kunne visitere ham.
Det viste sig, at den 46-årige var i besiddelse af to gasdrevne hardball-pistoler, og at han i rygsækken havde en lille økse. Han blev derfor ud over voldsepisoden også sigtet for ulovlig våbenbesiddelse.
Den 45-årige togfører slap fra overfaldet uden skader.
dp