Fortsæt til indhold

Så gik de brutalt amok på ham

To unge mænd har hver fået 50 dages betinget fængsel for vold mod en 14-årig autistisk dreng i Kystbanetoget sidste år

Krimi
Af Peter Mailand

50 dages betinget fængsel og 60 dages samfundstjeneste med en prøvetid på et år. Sådan lyder dommen over de to drenge på henholdsvis 16 og 18 år, som i december sidste år overfaldt en autistisk dreng i kystbanetoget.
Overfaldet skete den 29. december sidste år, hvor den 14-årige autistiske dreng havde været til fyrværkerishow i Tivoli med en veninde. Han tog kystbanetoget kl. 23.30 hjem til Humlebæk.
Blandt passagererne var en gruppe unge mænd, der larmede og spillede høj musik fra en ghettoblaster.
På et tidspunkt forsøgte de ifølge drengen at ødelægge døren til togets toilet og kastede omkring sig med toiletpapir.
Det blev påtalt af to kontrollører, som - forgæves, viste det sig - forsøgte at få dæmpet ballademagerne. Den 14-årige autistiske dreng optog samtalen på en snapchat, som han sendte til sin veninde.

Overfaldt drengen

Det så de unge - og da kontrollørerne fortrak, kastede den ene sig over den 14-årige og tildelte ham flere knytnæveslag, fortrinsvis på kroppen, mens den anden satte sig ved siden af, så han ikke kunne komme væk.
“Han er blevet slået mellem fem og ti gange i maven, på brystet og på lår, så han har fået en del mærker på kroppen”, har drengens mor tidligere sagt til Uge-Nyt. Hun glæder sig nu over, at de unge mænd blev dømt.
“Jeg synes det er godt, at de blev dømt skyldige, især efter at have set overvågningen fra toget. Synes det var godt, at begge blev dømt, selvom det kun var den ene der slog og sparkede, men den anden var da på overvågningen klar til at overtage, og stod da også, så min søn ikke følte han kunne komme væk. Det kan så diskuteres, om dommen var hård nok i forhold til den vold der blev begået,” skriver hun i et svar til Uge-Nyt.
Drengens mormor, der også var tilstede i retten i Helsingør, glæder sig over, at de to drenge blev dømt.
“Det var hårdt at se, hvordan de slog ham. Han kunne ikke flytte sig, når han sad ved siden af,” siger hun.