Fortsæt til indhold

Mand fundet dræbt foran Randers Regnskov

Krimi
Jacob Nielsen

En 30-årig mand fra Randers blev fredag aften klokken 23.29 fundet død på Tørvebryggen 1 ud for Randers Regnskov. Det var en borger, der fandt den livløse mand og slog alarm via 1-1-2.

Politi og redning konstaterede hurtigt, at manden fra Randers var blevet skuddræbt, oplyser Østjyllands Politi, som nu er i gang med efterforskning for at klarlægge, hvad der præcis er sket. Den 30-åriges pårørende er underrettet.

Østjyllands Politi deler pt. ikke flere informationer om sagen af hensyn til efterforskningen men hører meget gerne fra vidner, der har set eller hørt noget omkring gerningstidspunktet. Har du oplysninger i sagen bedes du ringe på telefon 1-1-4.