Fortsæt til indhold

Vidner til voldtægt på diskotekstoilet efterlyses

En kvinde har anmeldt, at hun blev voldtaget på Buddy Holly i Silkeborg for næsten fire år siden. Politiet søger tre kvindelige vidner

Krimi
Jacob Nielsen

Yngre kvinder, som for små fire år siden var i byen i Silkeborg, må meget gerne støve hukommelsen af.

Midt- og Vestjyllands Politi søger nemlig tre unge kvinder, som muligvis var vidner til en voldtægt begået på diskotek Buddy Holly i Hostrupsgade, Silkeborg, tilbage på datoen 23. februar 2014 i tidsrummet mellem klokken 03 og 05 om natten. Det skriver Silkeborgnyt.
Det kvindelige offer har først for nylig anmeldt sagen til politiet. Ifølge hendes forklaring fandt ugerningen sted i en toiletbås på et dametoilet, mens de tre efterlyste vidner også opholdt sig på toilettet.
Håbet er, at vidnerne har set eller overhørt noget, som de kan huske. Det kan være, at de har hørt kvinden protestere, at de har hentet en dørmand, eller at de har set en dørmand låse sig ind i den toiletbås, hvor voldtægten skulle være foregået, skriver Silkeborgnyt.
Hvis man genkalder noget lignende, så kontakt meget gerne Midt- og Vestjyllands Politi på telefon 1-1-4.