Fortsæt til indhold

Snart må du køre 130 km/t på denne motorvej

Hastighedsgrænsen sættes op på Djurslandsmotorvejen som følge af den nye aftale om finansloven

Krimi
Jeppe Rafn

Som en del af den nye finanslovsaftale bliver hastigheden sat op på forskellige strækninger.
I Østjylland bliver det fremover muligt at køre op til 130 kilometer i timen på Djurslandsmotorvejen mellem Lisbjerg og Løgten. I dag er hastighedsgrænsen 110 kilometer i timen.
"Hastighedsgrænserne skal give mening for den enkelte bilist. For hastighedsgrænser, der virker logiske, og som er forsvarlige for trafiksikkerheden, er nemmere for bilisterne at overholde end hastighedsgrænser, der virker ulogiske," skriver transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen (LA) og transportordførerne Kristian Pihl Lorentzen (V), Rasmus Jarlov (K), Villum Christensen (LA) og Kim Christiansen (DF) i en mail til Lokalavisen.
Regeringen og Dansk Folkeparti, der står bag finanslovsaftalen, har afsat 94 millioner kroner til at gøre strækninger over hele landet klar til højere hastigheder.
"Vi forbedrer vejene, så de er indrettet trafiksikkerhedsmæssigt forsvarligt til de højere hastigheder. For det skal være sikkert at færdes på de danske landeveje og motorveje, også når det nu bliver muligt at komme lidt hurtigere frem," skriver ministeren og transportordførerne.