Fortsæt til indhold

13 gamle vejtræer fældet ved en fejl

Skanderborg Kommunes vejfolk var en omgang for hurtige med motorsaven efter en dødsulykke ved Blegind

Krimi
Jørgen Bollerup Hansen

Efter at en 27-årig mand fra Hadsten blev dræbt tidligt om morgenen 13. oktober ved en soloulykke på Solbjerg Søvej, kontaktede politiet kommunen og bad om, at der blev set på trafiksikkerheden på stedet.
Ved ulykken kørte den 27-årige, der kom fra Solbjerg-siden, af ukendte årsager tværs over vejen og ind i et af de vejtræer, der danner en allé som indgang til Blegind. Da han blev fundet af en anden bilist, sad han død ved rattet.
LÆS OGSÅ: Dødsulykke - Bilist krydsede vej og kørte ind i træ
Af en eller anden grund blev henvendelsen fra politiet hurtigt omsat til, at kommunens vejfolk rykkede ud med en motorsav for at fælde træerne i alleen - til lokale borgeres forfærdelse.
“Træerne i alleen er 80 år gamle. De er plantet af Borgerforeningen ved broen over bækken, som er lavet med håndkraft, og vi er ret stolte af den allé,” siger Alice Danielsen, formand for Blegind Borgerforening.
“Jeg ved ikke, hvad politiet har sagt. Formentlig, at der var brug for at se på vejforholdene. Men da vi opdagede, at kommunen var ved at fælde træerne, fik vi ringet til borgmesteren, der heldigvis fik arbejdet stoppet,” siger Alice Danielsen.
Efter hendes kendskab er der ikke tidligere sket ulykker på grund af træerne. Og i al fald ingen dødsulykker.
“Jeg håber også, at træerne kan bevares. Nogle taler om, at der kan sættes et autoværn op, men vores påstand er, at det er farligere nu, hvor de 13 træer er fældet, så stubbene står tilbage. For da vejen er smal, kan det gå helt galt, hvis en bil trækker ud i rabatten for modkørende - og så rammer stubbene, da der er en skrænt på begge sider af vejen. Dødsulykken er en ulykkelig ting, men vi synes, det er lidt drastisk, at alle træer så skal fældes. Kommunen har også undskyldt, at det er sket,” siger hun.
Byrådets Miljø- og Planudvalg har fået en orientering om sagen.
“Det er en klar fejl, at der ikke har været en dialog, og den kommer nu,” siger udvalgets formand, Claus Leick.

Et af Bleginds særkender er netop de smukke vejtræer ved indfaldsvejene. Her i retning mod Aldrup Møllegård og Tiset. Foto: Bollerup
Også på vejen fra Hørning er der vejtræer. Foto: Bollerup
Der er lagt blomster ved dødsulykken.