Fortsæt til indhold

Slipper mirakuløst med mindre knubs

Krimi
Jeppe Helkov

En 62-årig mand fra Gilleleje slap nådigt fra mødet med en bus onsdag eftermiddag i Gilleleje. Det oplyser Nordsjællands Politi.
Manden kom gående i krydset ved Gilleleje Stationsvej og Vesterbrogade - og her blev han påkørt af en bus, der var ved at dreje til venstre. Manden blev fastklemt under bussen.
Der blev med det samme sendt bud efter en lægehelikopter fra Rigshospitalet, men mandens tilstand var heldigvis ikke så alvorlig, at man var nødt til at flyve ham væk. I stedet blev han fragtet til Hillerød Hospital med ambulance.
Og nu lyder melindngen fra Nordsjællands Politi altså, at manden er sluppet med 'mindre knubs'.
Onsdag eftermiddag kunne Nordsjællands Politi ikke forklare, hvordan ulykken var sket - og om buschaufføren havde overset den 62-årige mand.