Patruljebil med ølvogn på slæb
Patruljevogn lavede privat fotoshow på parkeringsplads i Frederiksværk
Det er 1. december, og der afholdes mange julefrokoster denne dag.
En lokal erhvervsdrivende i Frederiksværk observerede fredag middag en politipatrulje, der tilsyneladende også var i julehumør.
På en parkeringsplads på Industrivej holdt en stor julebryg-trailer. Politibilen kom kørende forbi og drejede så ind på parkeringspladsen.
“Vi troede, de var på en vigtig mission og blev nysgerrige. Den ene betjent stod ud og dirigerede den anden til at bakke vognen helt hen til traileren. Derefter tog de begge to fotos. De skal måske til frokost senere og ville nok lave lidt juleshow,” fortæller den erhvervsdrivende, der også tog et foto i den forbindelse.
Med den rette vinkel ser det unægteligt ud som om, at patruljevognen kører rundt med julebryg, men det ville nok kræve lidt mere end en julespøg, hvis det skulle blive tilfældet...