Ry er stadig et godt brand
Ry-sagen vil ikke nødvendigvis have en dårlig indflydelse på Rys omdømme. Det kommer an på, om folk kender byen i forvejen, mener brandingekspert
Tønder-sagen, Kundby-sagen og nu også Ry-sagen. De seneste måneder er Ry, der ellers er kendt som et østjysk smørhul med skøn natur og mange tilbud til især outdoor-turister, blevet kendt i en hel anden sammenhæng, nemlig som stedet, hvor fire 15-16-årige drenge kastede en molotovcocktail efter en 16-årig skolekammerat.
Om omtalen af sagen får negative konsekvenser for Ry i forhold til turisme afhænger af, hvordan folk opfatter byen, fortæller Sebastian Zenker fra CBS. Han bekæftiger sig til daglig med branding af byer og turisme.
Læs også: Efter dommen - En ny hverdag i Ry
“Generelt tager det noget tid, før en sag begynder at få negative konsekvenser for turisters opfattelse af et sted. Der skal som regel mere end en ting til, før folk begynder at tænke negativt om et område – eller sagen skal have haft stor bevågenhed i et længere tidsrum,” forklarer han.
For østjyder, der i forvejen kender Ry som et attraktivt sted og forbinder byen med noget positivt, skal der meget til før det billede ændres.
“I forhold til dem kan man sige, at sagen ikke har haft ret store konsekvenser. Især ikke, da den er blevet afsluttet relativt hurtigt,” fortæller Sebastian Zenker.
Størst betydning for dem, der ikke kender Ry
For folk længere væk, for eksempel sjællændere og fynboer, der ikke på samme måde kender til Ry, eller måske aldrig har hørt om byen før, er det lidt noget andet.
Læs også: Dom i Ry-sagen
“For dem kan Ry-sagen godt have en afsmittende effekt og få dem til at associere Ry med den aktuelle sag, præcis som det tidligere er sket med Tønder-sagen og Kundby-sagen,” siger han.
Problemet for mindre byer som Ry er ifølge Sebastian Zenker, at de ikke er så kendte. Folk udefra kender måske kun byen fra netop denne sag.
“Det vil i høj grad være tilfældet for for eksempel udenlandske turister, der har hørt om sagen via udenlandske medier. I sådan en situation kan den her slags hændelser godt have en skadelig effekt for en bys omdømme og blokere for andre indtryk. Det er en risiko for især mindre byer,” forklarer han.
Alligevel mener Sebastian Zenker ikke, at Ry-sagen får negative konsekvenser for Rys omdømme.
“I det lange løb – og især når en sag er blevet afsluttet så relativt hurtigt – så er der en god chance for at det går i glemmebogen. Især hvis der ikke sker andre negative hændelser i byen, som kan rippe op i folks hukommelse.”
Keep calm, klap hesten og fokuser på de positive historier, lyder opfordringen fra brandingeksperten.
“Hvis der ikke sker andet, så går det i sig selv igen. Man skal passe på med at forsøg aktivt at fjerne et billede. Man kommer ofte til i stedet at cementere det negative billede. Bliver det for eksempel nævnt mange gange, at stoffer er et problem i Ry, så vil selv det at fortælle, at der ikke længere er et problem med stoffer være nok til, at folk endnu engang associere stoffer med Ry. Det brænder sig fast i folks bevidsthed. Så det bedste råd er at tage det roligt.”