Bøde til firma efter gas-dødsulykke
Det koster et firma 20.000 kr. at overtræde reglerne forud for ulykke, hvor en 87-årig kvinde døde i eksplosion
29. september 2016 skete der en eksplosion i et mindre byhus i landsbyen Stjær, hvor en 87-årig kvinde mistede livet. Som følge af eksplosionen opstod der brand i resterne af huset, og der skete skader på flere huse omkring adressen. To andre beboelser var så beskadiget af eksplosionen, at familierne måtte genhuses.
Sydøstjylllands Politi har fredag udsendt en pressemeddelselse, hvoraf det fremgår, at politiets efterforskning af sagen, der blandt andet har omfattet indhentelse af erklæringer og udtalelser fra eksperter og myndigheder, nu er afsluttet, og Anklagemyndigheden har vurderet, at den virksomhed, som har ført naturgasstikledningen på stedet har overtrådt lov om gasinstallationer og gasmateriel samt lov om sikkerhed ved elektriske anlæg, elektriske installationer og elektrisk materiel.
Det er Anklagemyndighedens opfattelse, at virksomheden i forbindelse med nedlægningen af naturgasstikledningen den 10. august 2016 ikke havde sørget for at identificere samtlige ledninger, der allerede lå i jorden. Derved blev stikledningen ikke placeret i en tilpas afstand fra dem, og som følge af opvarmning fra et krydsende højspændingskabel brændte der efterfølgende hul i den nyanlagte naturgasstikledning under huset, hvorefter der strømmede gas ud.
Virksomheden har fået tilsendt et bødeforlæg på 20.000 kr. Såfremt virksomheden ikke ønsker at vedtage bøden, vil sagen blive sendt til retten, fremgår det af pressemeddelelsen.
cns