Fortsæt til indhold

"Jeg er fundet! Nederen..."

Krimi
Af Daniel Sennek

Den 14-årige pige, der tirsdag blev fundet i en narkolejlighed i Slagelse efter at være forsvundet siden lørdag aften, er mildt sagt utilfreds med at være blevet fundet.
Det udtrykte hun sent tirsdag med følgende opdatering på Facebook ifølge sn.dk:
"Jeg er fundet! Nederen."
Den unge pige forsvandt fra jemmet lørdag aften på Linde Alle i Korsør, hvor hun bor med sin mor og lillesøster. Hun sagde, hun ville sove hos en veninde, men det gjorde hun ikke. I stedet slukkede hun sin telefon og forsvandt.
Tirsdag morgen udsendte Sydsjællands og Lolland-Falster Politi en officiel efterlysning. Og allerede tirsdag klokken 13.08 blev hun fundet af en politipatrulje i en lejlighed i Slagelse.
"Det var et upassende sted at opholde sig for en 14-årig pige. Der er tale om en misbrugslejlighed, hvor der indtages narkotika," fortalte politikommissær ved lokalpolitiet i Slagelse Jørgen Christensen umiddelbart efter fundet af pigen til Sjællandske.