Fortsæt til indhold

Efterlyst for brutalt røveri

Krimi
Arkiv

Tirsdag aften omkring klokken 20 modtog politiet i Syd- og Sønderjylland en anmeldelse om et røveri mod en grillbar i Gråsten. Og nu jagter politiet gerningsmanden.
Det oplyser vagtchef Nikolaj Hølmkjær natten til onsdag til Ritzau.
"En mand kommer ind på grillbaren med en pistollignende genstand og truer kassedamen. Han går over og skubber hende til side og tager et mindre pengebeløb fra kassen og forsvinder derfra i ukendt retning," siger vagtchefen til Ritzau.
Politiet har fået oplyst, at ingen kunder var til stede udover røveren, men de kan samtidig oplyse, at den 20-årige kvindelige medarbejder ikke er kommet fysisk til skade - og umiddelbart er "ved godt mod".
Det er fortsat sparsomt med oplysninger i sagen, og derfor vil Syd- og Sønderjyllands Politi meget gerne i kontakt med vidner, som kan have set noget i området omkring grillbaren Perronen på Kongevej 75 i Gråsten tirsdag aften.