Det er hendes egen skyld, mener skolen
"Det er ikke leg, når to små drenge misbruger min datter oralt og forsøger at penetrere hende på toilettet!"
Sådan lyder det fra en far til en lille pige, der går i indskolingen på Tømmerup Skole ved Kalundborg. Faderen og hans hustru er ikke bare i chok over episoden, men også den måde, hvorpå de blev orienteret af skolen. Det foregik via intranettet - fire dage efter overgrebet.
Det skriver Nordvestnyt.
En pædagog på skolen opdagede pigen på et toilet sammen med de to jævnaldrende drenge, hvor pigen blev udsat for grænseoverskridende adfærd.
Fire dage senere lød beskeden til forældrene via skolens intranet: "Vi vil gerne opfordre jer til at tale med jeres datter om at sige ja og nej de rigtige steder og ikke bare følge med, når andre siger det. Hun har brug for hjælp til at tydeliggøre og markere sine grænser," skrev skoleleder Jimmy Sørensen blandt andet ifølge Nordvestnyt.
Det fik pigens far til at blive rasende. Han mener nemlig, at drengene har presset hans datter til at gå med dem ud på toilettet.
"Det har de fået hende til ved at true hende, ved at slå og spytte på hende, ved at holde hende udenfor, ved at tale grimt til hende ... Hun er blevet mobbet lige siden starten i skolen. Det har sat hende i en situation, hvor hun har måttet vælge det mindste af to onder - konstant og hård mobning eller at gøre, hvad drengene siger," fortæller han til Nordvestnyt.
Skolens udlægning er, at pigen ikke har været hverken "tvunget, fastholdt eller truet" til at deltage af de to jævnaldrende drenge. Overfor avisen fastlår leder Jimmy Sørensen, at alt er foregået efter bogen.