Fik bøde for at hjælpe ambulance frem
81-årige Erik Christensen er stærkt utilfreds, efter at retten i Randers har idømt ham en fartbøde. Hans forseelse var, at han en morgen speedede op hen over krydset på Fladbrovej ved nummer 21 for at give plads til en ambulance. Erik Christensen blev straffet for at køre 56 kilometer i timen ved en 50-kilometers fartbegrænsning, skriver Randers Amts Avis.
"Jeg var sammen med min kone på vej til golfbanen og på vej over krydset, da jeg så ambulancen med fuld udrykning i bakspejlet. Jeg kunne ikke komme af vejen, hvor jeg var, og speedede op hen over krydset for at trække ind til siden. Lige bagved fotovognen. Der var på ingen måde tale om nogen fare i forbindelse med kørslen. Jeg ville bare ind til siden så hurtigt som muligt, så ambulancen kunne komme frem," forklarer han til Randers Amts Avis.
Erik Christensen bestrider altså ikke, at han nok har kørt 56 kilometer i timen hen over krydset, ligesom retten ikke sætter spørgsmålstegn ved, at der lå en ambulance lige bag ham.
Det betyder dog ikke, at "tiltalte lovligt kunne køre med en højere hastighed en den tilladte," står der i domsudskriften.