Fortsæt til indhold

Gerningsmand jages

En kvinde fra Hanstholm blev tirsdag morgen overfaldet med ukendt væske af en mørkklædt mand

Krimi
Jacob Nielsen

Den 46-årige kvinde var kort efter klokken 06 på vej på arbejde ad et stistystem ved Bygmarken i den centrale del af Hanstholm, da hun passerede en mand, som fra en halvlitersflaske smed væske i hovedet på hende, skriver Nordjyske.dk.
Kvinden blev efterfølgende kørt til behandling på Regionalhospital Nordjylland i Thisted, hvor der blev fundet tegn på forbrændinger af hendes hud. Heldigvis var de dog af begrænset karakter.
"Hun nåede at vende hovedet så meget, at det ramte siden af hovedet," fortæller politikommissær hos Thisted Politi, Bjørn Bo, til Nordjyske.
Gerningsmanden beskrives som: 170-180 centimeter høj, almindelig af bygning, iført mørk jakke, mørke bukser, hue og halstørklæde, som dækkede hans ansigt.
Politiet søger vidner, der kan bidrage til sagen. Specielt en mandlig hundelufter, som gik tur med en lys Labrador, er politiet interesserede i at få kontakt med. Han har muligvis set gerningsmanden.
Ring til Nordjyllands Politi på telefon 1-1-4.