"Vi køber ikke noget nyt længere"
Sølvtøjet er for længst væk, det samme er stort set alt andet af værdi i hjemmet på Hummeltoftevej i Virum. Men det værste er næsten, at tyvene har taget den grundlæggende tillid Birger Ladefoged altid har haft til andre mennesker
”Jeg har altid betragtet mig selv som en stor humanist. Men til sidst ændrer man personlighed, man bliver så vred, og tager sig selv i at tænke på alle de forfærdelige ting man ville gøre ved den tyveknægt, hvis man fanger ham.”
Sådan siger Birger Ladefoged, der ni gange har været udsat for indbrud i sit hjem i Virum.
Og det er ikke svært at forstå, hvis han føler sig en smule forfulgt, for der er ikke noget prangende over huset på Hummeltoftevej, der de seneste 52 år har dannet rammen om familien Ladefogeds liv. Men det er hyggeligt og pænt indrettet. Her bor mennesker med kærlighed til kvalitet og godt håndværk.
”Jeg er fra en tid, hvor man dårligt låste døren,” siger han.
SE OGSÅ VIDEO: Eks-indbrudstyv afslører: Så let bryder jeg ind
Men det har ændret sig nu. De sidste 20-25 år har han haft ni indbrud på adressen samt et par forsøg.
For godt to år siden eskalerede det. Inden for 12 måneder havde han fire indbrud.
”En af de gange vi kom hjem kunne jeg med det samme se, at der var noget galt. Gardinerne i huset var trukket for. Det var tydeligt at se, at de havde haft god tid, og de havde været flere om at gennemsøge huset. Alt var gennemrodet. De havde kigget under madrasserne, oppe på loftet, været i lysmålerkassen, og fundet de ting jeg havde gemt bornholmeruret,” fortæller han.
Men det stoppede ikke her. Birger Ladefoged, der er tidligere sløjdlærer havde lavet en skjult skuffe i køkkenets sokkel. Den var så godt gemt, at han med en vis skråsikkerhed sagde til sin kone, at hun roligt kunne gemme sine værdier her.
Det var blandt andet sølvtøj helt tilbage fra oldeforældrenes tid parret skjulte her. Men også det fandt tyvene.
“Min kone havde desuden et særligt stel som hun samlede på, så vi havde heldigvis en liste over det, så jeg vidste, hvad hun manglede i samlingen. Den var god at have, da taksator kom. Men det ærgrer mig over, at vi ikke har fotograferet alt hvad vi havde af værdi. For nogle ting kommer man først i tanke om, at man mangler langt tid efter.
Politiet er troligt kommet hver gang, og Birger Ladefoged har fået masser af rådgivning. Vinduerne er ekstra sikret, så de ikke kan aflistes, og der opsat alarm, overvågning og lyssensorer.
”Men det er imod min natur, og jeg bryder mig ikke om det,” siger han.
SE OGSÅ VIDEO: Eks-indbrudstyv afslører: Så let bryder jeg ind
Efterhånden er spørgsmålet også, hvad der er tilbage at stjæle i huset.
”Vi køber ikke noget nyt længere. Jeg tror, at min kone har fået erstattet et enkelt smykke. Det er det,” siger Birger Ladefoged.
Efter det mest omfattende indbrud fik ægteparret omkring 120.000 kr. i erstatning.
”Men vi ville da hellere have haft vores ting. Selvom det bare er døde ting, så er det noget, der giver livskvalitet, fordi det er forbundet med så mange minder. Og jeg kunne godt lide at dække op med sølvtøjet. Det gjorde det ligesom ekstra festligt. Nu har vi rustfrit stål,” siger han tørt.
Han undrer sig også over, hvad det er, der bliver stjålet. Blandt andet et gammelt postkort fra 1910, med nyheden om, at Birger Ladefogeds mor var født.
I forbindelse med de mange indbrud sidste år var Birger Ladefoged i gang med at sikre og reparere et vindue. Inden han satte glasset endeligt fast skulle malingen lige have lov til at tørre, så han satte sig ind i stuen for at se nyhederne i selskab med sin kone, og da han senere på aftenen gik ind for at tilse reparationen, så var glasset pillet ud og computeren væk.
Så det er ikke svært at forstå, hvorfor han føler sig en smule forfulgt.
”Vi har fået stjålet tre computere. Det værste er næsten alle de nye ting, som man skal have installeret og alle de dokumenter og adresser, der pludselig går tabt,” siger han.
En mental ændring
De mange indbrud indebærer ikke bare fysiske tab, men også psykiske.
”Jeg er blevet mere mistroisk, når jeg ser en ung mand med hætten trukket op over hovedet og en lidt skrutrygget holdning, så tænker jeg straks 'måske er det en indbrudstyv'.”
I lang tid var det også sådan, at når parret var på vej hjem i bil efter en ferie eller en aften i byen, så blev de sidste 10 kilometer tilbagelagt med et tilbageholdt åndedræt ved tanken om, hvad de nu kom hjem til.
Det sidder stadig i ham, og det er noget af det værste. At tyvene har taget mere end ting, at de har taget hans tillid til at tro på det bedste i andre.