Fortsæt til indhold

40-årig billist taget med tårnhøj promille

Onsdag aften fik en 40-årig mandlig spritbilist fra Store-Merløse for anden gang beslaglagt en bil

Krimi
Jacob Nielsen

Det var en af gengangerne, som færdselspolitiet onsdag aften stoppede med en tårnhøj promille på Sønderstrupvej i Tølløse. Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.
Den tydeligt berusede, 40-årige mandlige bilist fra Store-Merløse, som var frakendt sit kørekort på grund af en tidligere spiritussag og kørsel i frakendelsestiden, blev klokken 19.47 anholdt, og han var, ifølge politiet, så påvirket af spiritus, at han havde svært ved at gennemføre alkometertesten med det vanlige pust.

Det stod derfor lysende klart, at der skulle en blodprøve til for at fastsætte den endelige promille.
Politiet valgte på stedet at beslaglægge hans bil med henblik på senere konfiskation, og den procedure er ikke fremmed for manden, som tilbage i 2015 også fik konfiskeret en bil.
Den 40-årige spritbilist blev løsladt efter blodprøven, og han vil senere blive indkaldt til retten i forhold til sagen.