Nu fortæller politiet, hvordan han har det
Nytårsaften kom en mand fra Brøndby voldsomt til skade, da han ville åbne en flaske champagne, som han holdt mellem benene. Flasken eksploderede nemlig, og manden fik skåret en arterie over. Det medvirkede til, at han mistede en masse blod og blev hastet til Rigshospitalets Traumecenter, hvor han fik hjertestop. Siden har han ligget i kunstigt koma - og det gør han stadig.
"Hans tilstand er uændret i forhold til, hvad den hele tiden har været. Det seneste, vi har fået oplyst fra hospitalet, fik vi i går, og der lød det, at der ikke var nogen ændring i det," fortæller vagtchef Lars Guldborg fra Københavns Vestegns Politi fredag morgen til BT.
"Manden sad med flasken mellem benene, og da proppen skulle af, eksploderede flasken. Glasskårene skar en arterie over i mandens lår, og han mistede derfor meget blod og blev i kritisk tilstand fragtet til hospitalet, hvor han er blevet opereret," fortalte vagtchef Torben Wittendorf fra Københavns Vestegns Politi til BT nytårsdag.