Fortsæt til indhold

"Vi troede, vi var ved at miste ham"

Krimi
Af Daniel Sennek

Den 11 måneder gamle hundehvalp Bjørn var døden nær efter et besøg på hundelegepladsen på Fredericia Vold. Bjørn spiste nemlig cannabis, der var efterladt eller gemt på legepladsen, hvorefter han blev meget forgiftet.
Det skriver fyens.dk.
Pernielle Junie Pedersen og hendes mand var en tur på hundelegepladsen for at træne Bjørn og parrets anden hvalp, Epic. Hundene blev trænet i at gå spor, men da familien kom hjem gik det næsten helt galt.
"Han stivnede fuldstændig og stod bare og stenede. Han begyndte også at svaje fra side til side. Sådan havde vi aldrig set ham før. Da vi tog ham op til i sofaen, gik han i krampe. Hele kroppen krampede, og vi kunne slet ikke komme i kontakt med ham. Det lignede et epileptisk anfald. Vi troede, at vi var ved at miste ham," siger Pernille Junie Pedersen fra Fredericia om sin 11 måneder gamle whippet, Bjørn, til fyens.dk.
Efter en time kunne Bjørn slet ikke stå op, og han fik kramper og lammelse. Vagtdyrlægen tilså den lille hund, men kunne ikke få kontakt til den.
Måske havde Bjørn fået en hjerneblødning? Familien blev henvist til specialister i Aarhus, hvor Bjørn blev indlagt.
"Om aftenen ringede de så og sagde, at de havde drugtestet Bjørn og fundet ham positiv for cannabis. Han var simpelthen vind og skæv. Det lyder måske sjovt, men det var ikke spor sjovt. Vi kunne være kommet til at aflive ham. Nu skulle han "bare" i drop og sove den ud," siger Pernille, der betegner forløbet som "fuldstændig sindssygt" til fyens.dk.