Teenager kæmper for sit liv
Fredag aften blev en 16-årig dreng, der stod i vejkanten med sin cykel, ramt af en bil på Lolland. Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til Ritzau.
"Vi formoder, at det er en cyklist, der er stået af sin cykel og står i vejkanten på en mørk vej. Og han bliver så ramt af en bil, der passerer ham," siger vagtchef Anders Mikkelsen til Ritzau.
Politiet formoder, at bilisten måske blev forstyrret af en modkørende bil.
"Der har muligvis været en anden bil, så de to biler har blændet hinanden, og så har man ikke kunnet se cyklisten," siger Anders Mikkelsen til Ritzau.
Ulykken skete på Græshavevej i Søllested på Lolland. Politiet fik anmeldelsen om hændelsen klokken 21.20 fredag aften.
Den 16-årige er bragt til Rigshospitalet, og hans pårørende er underrettet.