Fortsæt til indhold

Maskerede mænd smadrede udstillingsvindue midt i åbningstiden

Bevæbnet med hammer eller økse slog to maskerede mænd hul i rude og stjal Omega-ure for halv til hel million kroner

Krimi
Morten Timm

To maskerede mænd skabte torsdag formiddag kl. 10.30 højdrama i Hørsholm Midtpunkt, da de pludselig hamrede løs på to facadevinduer hos Klaus Rygaard Ure & Smykker med en hammer eller økse og stjal omkring 15 Omega-ure fra udstillingen.
"Vi hørte, at der blev hamret på ruderne, og jeg løb ud og så to maskerede mænd der slog løs. Jeg råbte dem an, hvorefter jeg helt pr. refleks vendte om for at få sikkerhedslukket og låst vores dør," fortæller indehaver Klaus Rygaard.
Tyvene måtte slå indtil flere gange på de lamineret glas, før det lykkedes det at få hul, så de med en hånd kunne række ind og stjæle urene, der ifølge Klaus Rygaard har en samlet værdi på mellem 500.000 og en million kroner.

Med enten en hammer eller økse fik gerningsmændene slået det hul i ruden hos Klaus Rygaard Ure og Smykker. Lige akkurat stort nok til, at de kunne få en hånd ind og hive omkring 15 Omega-ure ud. Foto: Morten Timm

Borger spændte ben for gerningsmænd

Herefter stak gerningsmændene af i retning mod Midtpunkts store svingdør, men Klaus Rygaard fortæller, at en ældre mand forsøgte at spærre vejen ved at køre sin shoppingvogn ind foran dem, hvorefter de faldt. Det var hurtigt på benene igen og forsvandt, inden politiet nåede frem.
Vidner har fortalt, at de ankom med en paraply, som de skærmede sig med. Paraplyen tabte de i flugten, og den er nu sikret af politiet, ligesom de nu skal gennemse overvågningsbillederne fra centret.
Fra Midtpunkts kontor oplyser centerchef Ulla Wendt, at deres kameraer har 'fanget' tyvene, da kom ind i centret via indgangen mellem Mr. Gorm og Wunderwear ud mod Usserød Kongevej. De tog flugten samme vej.

Indehaver Klaus Rygaard var efter den chokerende oplevelse i gang med feje glasskår op foran butikken, hvor to maskerede tyveknægte slog hul i en rude med en hammer eller økse. Foto: Morten Timm
Betjente fra Nordsjællands Politi nåede ikke frem til at pågribe gerningsmændene, men fik afhørt øjenvidner og sikret den paraply, som tyvene skærmede sig med på vej ind i centret. Foto: Morten Timm