Måske kan Zeynep alligevel blive
Jeg har bedt ministeriet om en redegørelse, siger Mattias Tesfaye
Sagen om udvisning af en handicappet tyrkisk kvinde fra Albertslund kalder på at blive undersøgt til bunds.
Det mener Mattias Tesfaye, udlændingeordfører for Socialdemokratiet, efter APs omtale af sagen i sidste uge.
Her skrev vi om den 48-årige Zeynep Kart, der er mentalt handicappet, og som bor hos sin bror og hans familie i Albertslund. Hun er tidligere blevet udvist af Danmark, men kan måske nu alligevel få lov at blive.
Et samråd i Folketinget, hvor udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) undskyldte fejlbehandling af en række sager om syge udlændinge og lovede at flere sager skulle genoptages, har givet familien fornyet håb.
“Jeg har bedt om en redegørelse for sagen fra udlændinge- og integrationsministeren”, siger Mattias Tesfaye (Soc.), der ikke vil lægge sig fast på, om Zeynep Kart bør udvises eller ej:
“Det er meget kompliceret jura, og vi er nødt til at kende hele sagen til bunds før vi kan træffe den endelige afgørelse.”
Han fremhæver, at han tidligere er mødtes med familien:
“Det er klart, at man godt følelsesmæssigt kan have det sådan, at Zeynep skal have lov til at blive. Men det skal altså afvejes mod det principielle standpunkt om, hvornår vi giver opholdstilladelser.”
Mattias Tesfaye fremhæver, at Danmark har tradition for at give humanitære opholdstilladelser, når man har vurderet, at der er ret til den:
“Men den dom, der er faldet ved Menneskerettighedsdomstolen, synes jeg er voldsom, da den åbner op for, at vi er nødt til at sige ja til rigtigt mange. På den anden side skal vi heller ikke falde i den modsatte grøft, hvor vi slet ikke giver humanitær opholdstilladelse til nogen som helst. Det vigtigste må være at finde ud af, om reglerne er fulgt i denne sag. For vi skal følge de regler, der er, og så er jeg selvfølgelig åben for at se på, om der er nogle regler, der skal laves om.”