Fortsæt til indhold

Barn dræbt i busulykke nær Kirkebakken

Krimi
Af Jacob Hove

Opdateret 17.25:
Politi oplyser nu: Undersøgelser og vidneafhøringer har nu godtgjort, at drengen, ikke som først oplyst var med bussen, men kom løbende i samme retning som bussen ned ad Kirkebakken i Vejle. Samtidigt med at bussen foretog et højresving, gled den 8-årige dreng ind under bussen, hvor han blev dræbt på stedet.

Tidligere i dag skrev vi:
En elev på Kirkebakkeskolen er død efter en ulykke, hvor en skolebus var involveret på Kirkebakken. Det skriver flere medier.
Ifølge ekstrabladet.dk er der tale om et 8-årigt barn.
"Ulykken er sket i forbindelse med, at han stod på eller af en skolebus. Meget mere ved vi ikke på nuværende tidspunkt," oplyser vagtchefen ved Sydøstjyllands Politi.
Til Ritzau siger vagtchefen ifølge bt.dk:
"Der kommer en skolebus kørende med 24 børn, og én bliver sat af. Bussen kører længere frem og vender og kommer tilbage. Og da bussen kommer tilbage, ligger han og er blevet kørt over. Mere ved vi ikke nu, og vi undersøger alle muligheder."