Fortsæt til indhold

Betjente måtte trække stavene

Krimi
Arkiv

Det endte i kaos og ballade på Slagelse Sygehus onsdag aften, da omkring 25 personer ved 19.30-tiden ville besøge en indlagt ældre mand. Det oplyser Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi.
Da den store gruppe personer, som ifølge bt.dk var af anden etnisk herkomst end dansk, fik af vide, at der ikke kunne opholde sig så mange personer på stuen samtidig, blev flokken temmelig truende over for personalet, som måtte søge tilflugt i et personalerum.
Herfra blev politiet tilkaldt, og betjentene, som også blev mødt med trusler, måtte til sidst trække stavene for at få de besøgende ud af sygehuset.
"Til sidst stak en del af dem af, men der var også flere af dem, som trak over på skadestuen, hvor stemningen også efterfølgende også var dårlig. De ønskede at få behandling for de slag, de havde fået af politiet. Her lykkes det os at anholde et par stykker," siger vagtchef hos Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, Søren Østervig, til bt.dk.
De to anholdte er to mænd på henholdsvis 27 og 43 år. De er sigtet for grov forstyrrelse af den offentlige ro og orden.
Betjentene opdagede efterfølgende, at gruppen, som havde forladt sygehuset, også havde smadret en rude i en patruljevogn.