Kirkegængere bliver væk, når Maj Brit Hvid Christensen prædiker
Op til 50 kirkegængere i byen Aulum mellem Holstebro og Herning bliver væk, når det er den kvindelige præst Maj Brit Hvid Christensen, der står på prædikestolen. Ene og alene fordi hun er kvinde. Der er ikke noget i at udsætte på hendes faglige kvalifikationer, skriver Herning Folkeblad. Det er halvandet år siden, at Maj Brit Hvid Christensen blev indsat sognepræst.
Det er især medlemmer af Indre Mission, der udebliver fra gudstjenester, når Maj Brit Hvid Christensen står for den.
Ifølge Herning Folkeblad er det en sag, der især trækker dybe spor igennem Indre Mission Samfundet i Aulum. Meningerne om kvindelige præster er delte både i bestyrelsen og helt ind i ægteskaber.
Formanden for Indre Mission Samfundet i Aulum, Inger Najbjerg, hører til dem, der ikke kommer til gudstjenesterne med Maj Brit Hvid Christensen. Men hun ønsker ikke at rippe op i uenigheder.
"Vi må acceptere, at der eksisterer forskellige holdninger til kvindelige præster hos os, ligesom der gør på landsplan i Indre Mission. Jeg respekterer fuldt ud dem, der møder op til gudstjenesterne med Maj Brit," siger hun til Herning Folkeblad.
Sagens hovedperson, Maj Brit Hvid Christensen, tager debatten om hendes person helt roligt.
"Jeg var udmærket klar over, at nogle i menigheden ville være modstandere af kvindelige præster, da jeg søgte stillingen. Jeg anser deres synspunkt for at være helt legitimt, og jeg tager det som et vidnesbyrd om det store engagement, der er i menigheden," siger Maj Brit Hvid Christensen til Herning Folkeblad.
De første tre kvindelige præster kunne iføre sig præstekjolen i Danmark i 1948.
i 2015 var det i øvrigt 100 år siden, at kvinder fik stemmeret i Danmark.