Sko-glad tyv på spil i Horsens
Ved to indbrud er der blandt andet stjålet sko
Sko er ikke det mest almindelige valg af koster, som indbrudstyve tager med sig efter deres uindbudte besøg. Men ved to indbrud i Horsens er netop sko blandt tyvens udvalg. Politiet vil undersøge, om der er en sammenhæng mellem de to indbrud.
Det ene indbrud gik det ud over en lejlighed i stueetagen på Flintebakken i det nordlige Horsens. Det skete lørdag i tidsrummet fra klokken 14 til 18:50. Tyven brød et vindue op og stjal blandt andet sko, porcelæn og kontanter.
Også lørdag eftermiddag gik det ud over en lejlighed i stueetagen på Ternevej i den sydlige del af Horsens. Mellem klokken 12 og 17:15 knuste tyven en rude i terrassedøren og stjal tøj, parfume, kontanter og altså sko. Tyvekosterne blev formentlig transporteret i en taske fra lejligheden.
"Noget tyder på, at nogen i Horsens interesserer sig for sko," siger politikommissær Jørn Bystrup fra Sydøstjyllands Politi.