"Jeg er så farlig, at ikke engang djævlen vil have mig"
Den 38-årige Jimmy Pablo Vinther var fuldstændig enig, da Retten i Horsens fredag idømte ham forvaring for drabsforsøg på en medfange i Statsfængslet Østjylland. Forvaring er den hårdeste sanktion i dansk strafferet, og den er uden tidsbegrænsning.
"Jeg er så farlig, at ikke engang djævlen vil have mig," sagde han i retten ifølge Ritzau. Han understregede også, at fik han ikke en forvaringsdom, så er det kun et spørgsmål om tid, før han igen sad som tiltalt i en lignende sag.
Som indsat i Statsfængslet Østjylland forsøgte han i februar sidste år at begå sit fængselsdrab nummer to.
Jimmy Pablo Vinther afsonede på gerningstidspunktet en dom for et drab, han begik i en fængselscelle i Spanien.
Drabet i Spanien blev, ifølge ham selv, begået i forbindelse med hans nu afdøde fars virke som colombiansk narkoboss.
Det kom frem under bevisførelsen i sagen, at Jimmy Pablo Vinther opsøgte offeret, der var på sin celle i fængslet ved Horsens, hvor han lå på sin seng. Den dømte forklarede i retten, at han sagde til offeret: "Nu skal du dø, mand".
Jimmy Pablo Vinther slog offeret i hovedet med et metalrør fra en støvsuger. Derefter skar han offeret i halsen med en hjemmelavet kniv. Det var en kniv, der var lavet af en tandbørste, hvor der var smeltet et barberblad ind i enden. Inden den dømte 38-årige forlod cellen, truede han offeret og hans familie.
Jimmy Pablo Vinther erkendte, at han overfaldt offeret i cellen og erkendte grov vold, men han nægtede, at det var hans hensigt at dræbe.
Offeret afgav også forklaring. Han forklarede blandt andet, at han var helt sikker på, at han skulle dø, da Jimmy Pablo Vinther skar ham i halsen.
"Offeret forklarede i retten, at gerningsmanden nærmest skar i halsen på ham på samme måde, som man skærer i et franskbrød. Sådan op og ned", siger anklagerfuldmægtig Jesper Rubow.
"Det var en alvorlig sag, og det er vores opfattelse, at dømte er farlig, og han derfor skulle idømmes forvaring på ubestemt tid. Retten var enig i disse betragtninger. Det er naturligvis en tragisk sag, da det i sagens natur ikke er hensigten, at personer, der er dømt for drab under afsoning af deres straf skal forsøge at slå andre ihjel" siger Jesper Rubow.