Fortsæt til indhold

56-årig mand har fået snuppet bilen efter ny spritkørsel

Krimi
Jeppe Rafn

En 56-årig mand fra Åle har fået beslaglagt sin bil af Sydøstjyllands Politi, fordi han gentagne gange har kørt spirituskørsel.
Det skete torsdag aften, efter manden var kørt galt i sin bil og havde ramt et hegn på Raskvej i Åle.
Efter uheldet snakkede han med beboeren på stedet, hvor han kørte galt. Beboeren syntes, manden lugtede af alkohol, og han ringede derfor til politiet, der kørte ud til den 56-årige mand, der i mellemtiden var kørt hjem.
En alkometertest viste, at han havde drukket for meget, så han er blevet sigtet for spirituskørsel og for at køre bil uden førerret, idet han tidligere har fået frakendt sit kørekort.
Den 56-årige mand har flere gange kørt spirituskørsel, så politiet beslaglagde hans bil med henblik på at konfiskere den.
Det oplyser Horsens Lokalpoliti.