20-årig slået ned med totenschläger på en virksomhed
Rune Weitling
En 20-årig mand fra Esbjerg blev fredag morgen klokken 08.20 slået ned med en totenschläger.
Overfaldet skete på en virksomhed på Strandby Kirkevej i Esbjerg. Klokken 08.20 kommer den 27-årige gerningsmand ind på virksomheden og går så direkte hen og slår den 20-årige mand ned, hvorefter han stikker af fra stedet.
Politiet i Esbjerg sætter herefter en eftersøgning i gang af manden, men uden resultat i første omgang. Senere på formiddagen bliver den 27-årige mand dog fundet i sin hjemby, Vejle, og anholdt. Manden fremstilles ifølge politiet i et grundlovsforhør lørdag.
”De to kender hinanden fra en tidligere sag, som ligeledes var en voldssag,” oplyser politiet til Lokalavisen Esbjerg.