Fængselsdom og betinget udvisning til unge fra Vollsmose
De tiltalte slap for udvisning af Danmark
Tirsdag formiddag faldt dommen over de ni unge, der var tiltalt for i sommer at have kastet med sten, flasker og molotovcocktails efter ordensmagten i Vollsmose.
Anklagemyndigheden krævede udvisningsdomme til fem af de tiltalte, da de ikke er danske statsborgere. De slap dog med skrækken, idet byretten 'blot' idømte dem en betinget udvisning af Danmark med to års prøvetid.
I sagen var der rejst tiltale for vold mod polititjenestemænd, grov forstyrrelse af den offentlige orden og forvoldelse af nærliggende fare for de involverede polititjenestemænd.
Otte af de ni unge, der er mellem 15 og 18 år, blev idømt fængselsstraffe på otte måneder, mens den sidste, der blev kendt skyldig, skal afvente sin dom, da han først skal mentalundersøges.
Alle ni blev samtidig dømt til at betale sagens omkostninger.
"Anklagemyndigheden har med stor tilfredshed modtaget Retten i Odenses dom. Fyns Politi har lagt et meget stort stykke arbejde i at dokumentere de tiltaltes kriminelle handlinger. Da der har været tale om usædvanligt grove overfald på flere polititjenestemænd, skal der selvfølgelig sendes et klart signal til gerningsmændene," udtaler anklager Denise Bern Hansen i en pressemeddelelse og tilføjer, at hun er tilfreds med det 'gule kort' i forbindelse med udvisning:
"De dømte har kastet sten, flasker og brandbomber mod flere polititjenestemænd, der var på stedet i forbindelse med rutinemæssig patruljering i Vollsmose. Dette er på enhver måde grænseoverskridende og udtryk for en helt uacceptabel adfærd. Man kan stille det spørgsmål, om sådan en opførsel ikke bør indebære et rødt kort fra det danske samfund. Når det er sagt, skal det selvfølgelig tages med i betragtning, at de pågældende alle er født eller kommet til landet som helt små med deres familier. Under alle omstændigheder er jeg tilfreds med, at de er idømt betinget udvisning. Retten har dermed givet dem det gule kort, og klart signaleret, at det danske samfund ikke vil tolerere en sådan adfærd."
Sagen startede tilbage i sommer, da en rutinemæssig patruljekørsel 9. juni ved Bøgetorvet i Vollsmose udviklede sig dramatisk, da en regn af sten og en enkelt molotovcocktail blev kastet efter patruljen.
En større politistyrke mødte herefter op på torvet, hvor op mod 50 personer var samlet, og her bliver der igen kastet med sten og molotovcocktails.
Sagen vakte stor, national bevågenhed, og Lars Løkke Rasmussen benyttede blandt andet lejligheden til at besøge Vollsmose dagen efter som et led i valgkampen.