Mand fra Kokkedal sigtes for millionsvindel
Politiet har i halvt år efterforsket omfattende sag om moms- og skyldnersvig for 30 millioner efter tip fra SKAT
En 39-årig mand fra Kokkedal blev tirsdag anholdt ved en aktion, hvor Københavns Vestegns Politi slog til på fire adresser.
Foruden i Kokkedal var det i Rødovre, København og i Skåne, hvor en 36-årig dansk statsborger ligeledes blev anholdt.
Begge er sigtet i en omfattende sag om grov momssvig og skyldnersvig for cirka 30 millioner kroner ved handel med fødevarer i tre forskellige selskaber, oplyser politikommissær Christian Jakobsen og leder af afdelingen for Økonomisk Kriminalitet under Københavns Vestegns Politi i en pressemeddelelse.
De to mænd har figureret som stifter og/eller ansat i de tre selskaber. Under tirsdagens anholdelses- og ransagning i Kokkedal beslaglagde politiet dokumenter, computere og mobiltelefoner. I Skåne blev aktionen foretaget i samarbejde med svensk politi.
Internationalt organiseret
Den formodede svindel er opstået ved, at selskaberne importerede fødevarer i et andet EU-land og solgte det videre i Danmark. Herved er handlen over landegrænsen momsfritaget, og selskaberne skal pålægge handlen i Danmark moms og afregne til SKAT.
Ifølge politiets efterforskning har denne afregning enten ikke fundet sted eller er ikke angivet til SKAT, hvilket betyder, at statskassen angiveligt er blevet snydt for et større millionbeløb.
"Det er vores formodning, at den overordnede handel internationalt er særdeles godt organiseret og at de to mænd, vi har sigtet i dag, er en del af den organisering," siger politikommissær Christian Jakobsen.
Nægter og løsladt
I to af selskaberne er der desuden anvendt udenlandske stråmænd, sandsynligvis for at sløre de reelle personer bag.
"Hvert af de tre selskaber har haft en aktiv levetid på under et år, hvorefter de er begæret konkurs eller tvangsopløst med en større gæld for manglende momsafregning. Når kuratorerne behandler boet, er bogføringen, hvis denne overhovedet findes, særdeles mangelfuld," oplyser politikommissæren videre.
Det er politiets vurdering, at de to mænd har været i gang i mindst tre år, og det var en anmeldelse fra SKAT der i midten af 2015 satte gang i efterforskningen.
Både den 36-årige og 39-årige fra Kokkedal nægter sig skyldig, og de blev løsladt efter endt afhøring. For Københavns Vestegns Politi forestår endnu en større efterforskning, meddeler Christian Jakobsen til Ugebladet.