Sigtet for vold mod politiet
Jacob Nielsen
Personalet på et Røde Kors asylcenter på Avnstrupvej i Hvalsø måtte torsdag formiddag bede politiet om assistance, da en 21-årig mandlig asylansøger med irakisk baggrund var voldsomt ophidset. Ifølge Midt- og Vestsjællands Politi sparkede den unge mand på døre og truede personalet.
Da patruljen kom til stedet, bad man manden om at forlade stedet, så der kunne falde ro på situationen, men det nægtede han. Da en anholdelse blev nødvendig satte den 21-årige sig til modværge, hvilket endte med en sigtelse for vold mod politiet.
Efter nogle timer på politistationen i Roskilde blev han løsladt igen. Ifølge politiet er han nu blevet flyttet til et andet asylcenter, og der vil han modtage en bøde som afgørelse på sagen.