Fortsæt til indhold

Indbrudstyve går efter indbo i private boliger

Inden for de seneste dage har der været tre indbrud i private boliger i Rønde

Krimi
Af Martin Schultz

I de seneste dage har Østjyllands Politi modtaget flere anmeldelser om indbrud i private boliger i Rønde, hvor tyvene især er gået efter designerindbo og sølvtøj.
Tirsdag eftermiddag kom der en anmeldelse af et indbrud i en privat bolig på Bjerg-Thomsensvej i Rønde.
Indbruddet skete mellem søndag kl. 0.00 og tirsdag kl. 15.00. Et vindue blev opbrudt, hvorefter der blev stjålet tre lysestager, en rød Holmegaard vase samt to Kaj Bojesen træfigurer.

To indbrud i Rønde onsdag

Onsdag blev der anmeldt to indbrud i Rønde. Mellem kl. 08.00 og kl. 14.45 kom en eller flere ukendte gerningsmænd ind gennem en dør til en privat bolig i Slotsparken. Politiet har endnu ikke overblik over, hvad der blev stjålet.
Onsdag i næsten samme tidsrum mellem kl. 08.30 og kl. 16.25 blev to vinduer opbrudt i en privat bolig på Bjerg-Thomsensvej i Rønde. Her blev der stjålet to lamper, en sølvkop samt sølvtøj.