Falsk politimand forsøgte at lokke 15-årige piger ind på sti - men det var en rigtig politimand!
Midt- og Vestsjællands Politi skriver nu, at den efterlyste, falske politimand i virkeligheden er en rigtig politimand:
En politimand foreviste i går torsdag den 14. januar 2016 kl. ca. 2100 på Gyldenkærnevej, Svogerslev, 4000 Roskilde, sin politilegitimation til to piger på 15 år, efter at han selv kort forinden havde henvendt sig til dem og bedt dem om følge med ham.
Pigerne undrede sig over politimandens optræden og bad helt naturligt om at se hans politilegitimation. De opfattede dog den ægte politilegitimation som "hjemmelavet", da de så på det under dunkle lysforhold i området.
Efter hjemkomst anmeldte den ene piges mor hændelsen til politiet, som efterfølgende offentliggjorde henvendelsen på sin hjemmeside fredag formiddag.
Politimanden var i løsningen af en konkret opgave og henvendte sig til de to piger for at "sløre" sin tilstedeværelse i området.
Midt- og Vestsjællands Politi kan hermed berolige borgerne – unge som gamle – i området med, at sagen betragtes som opklaret, således at der ikke er nogen falsk politimand på spil.
Politiet har ikke yderligere kommentarer til hændelsen. Anmelderen og pigerne er naturligt underrettet om sagens rette sammenhæng.
Vi skrev tidligere:
En falsk politimand var på spil ved Roskilde torsdag aften, hvor han forsøgte at lokke to unge piger ind på en sti.
Klokken 21.24 kontaktede moderen til en 15-årig pige fra Roskilde politiet, fordi datteren sammen med en veninde klokken cirka 21 var blevet kontaktet af en fremmed mand på Gyldenkærnevej i Svogerslev ved Roskilde. Manden havde oplyst, at han var fra politiet og havde brug for deres hjælp, så de skulle følge med hen ad en sti, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.
Pigerne blev mistænksomme og bad om at se mandens politiskilt. Han viste dem et skilt med teksten 'politi' og oplyste at være en civilbetjent. Kort efter sagde pigerne, at de ikke længere kunne følges med ham, hvorefter manden accepterede, at de gik en anden retning. Da pigerne var kommet hjem, tjekkede de på nettet, hvordan et rigtigt politiskilt så ud og fandt ud af, at den fremmede mand havde vist et hjemmelavet politiskilt.
Pigerne beskrev den falske politimand som: Mand. Dansk af udseende, 30-35 år, Kropsbygning: Almindelig. Hudfarve: Hvid. Hårfarve: Brun. Yderligere kendetegn: Pæn, soigneret mand. Talte dansk, og han var iført mørke ankelstøvler af læder og mørke cowboybukser. Han medbragte en taske af mærket Dunlop.
Politiet ledte bl.a. med en hundepatrulje forgæves efter manden. Lokalpolitiet i Roskilde hører gerne fra personer, der har bemærket manden i området, eller som kan give oplysninger om hans identitet. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen, opfordrer Midt- og Vestsjællands Politi