Vidste ikke man skulle have tilladelse
Personale på Sandby Ældrecenter på Lolland har brugt ulovligt magtmisbrug overfor borgere. I sidste kvartal af 2015 brugte plejecenteret magtmisbrug 39 gange - heriblandt 32 gange mod en enkelt borger. Det skriver folketidende.dk.
Men hvad personalet tilsyneladende ikke vidste var, at man skulle ansøge om tilladelse til at anvende magt overfor demente borgere. Det er ikke gjort, og derfor er magtanvendelsen ulovlig.
- I udvalget undrede vi os over, der skete så mange over så lang tid, siger formanden for udvalget, Marie Louise Brehm Nielsen (V) til folketidende.dk.
- Vi fik at vide, at personalet simpelthen ikke var klar over, at der skulle søges tilladelse forinden. Det er der nu rettet op på.
De meget faste regler er indført for at beskytte demente borgeres selvbestemmelsesret. Samtidigt kan det stille store krav til personalets pædagogske evner at få gennemført toiletbesøg, bleskiftning og lignende uden brug af magt mod genstridige borgere, som altså kræver ansøgning på forhånd.