Fortsæt til indhold

23-årigs løgn om kørsel koster transportfirma 65.000 kroner

Krimi
Grethe Bo Madsen

Det kommer til at koste en rumænsk transportvirksomhed 65.000 danske kroner i sikkerhedsstillelse, at en af dens chauffører, en mand på 23 år, løj om sin kørsel og havde smidt et kørselsdiagram, oplyser Sydøstjyllands Politi.
Den 23-årige blev mandag 25. januar stoppet med sin lastbil ved rastepladsen ved Ejer Bavnehøj af en kontrol fra Tungvognscenter Syd ved Sydøstjyllands politi. Her blev han bedt om at redegøre for sin kørsel en uge tilbage, men i stedet for at samarbejde, valgte han at lyve om sin færden.
Kontrollen afslørede imidlertid, at den unge chauffør havde kørt hele ugen op til kontrollen, og at han efterfølgende havde smidt det ene kørselsdiagram ud, som han havde kørt på hele ugen.
Samtidig manglede der ark med kørselsdiagram fra dagen før kontrollen. Desuden havde han heller ikke betalt motorvejsafgift.
Da den 23-årige har en uafklaret sag om spirituskørsel ventende ved de danske domstole, vil det på et retsmøde inden længe blive besluttet, om han skal frakendes retten til at føre et motorkøretøj i Danmark.