20-årig taget for hashkørsel to gange samme nat
Ung mand følte sig ikke påvirket
En 20-årig mand må finde en anden måde at komme rundt på end at køre bil i fem år, efter han forleden fik en dom for at have kørt med hash i blodeti i Retten i Hillerød. To gange den samme nat tilbage i august blev anden standset i sin bil.
Derudover havde manden 34 gram hash i bilen til eget forbrug.
I domsbogen står der, at manden blev standset første gang den 8. august 2015 omkring klokken et om natten på Roskildevej på vej mod Gørløse. Han havde røget omkring to dage inden - natten mellem den 6.- og 7. august, står der i domsbogen. Han blev taget med for at give en blodprøve og tog en taxa tilbage til sin bil.
Dyr kunne ikke være alene
Manden forklarede i retten, at han ikke havde fået noget at vide om, at han ikke måtte køre bil. De to betjente havde efter blodprøven givet manden et midlertidigt kørekort. I bilen havde den 20-årige en jagthund og en hane i en kasse, lød forklaringen. Derfor gav han sig til at køre hjem, for dyrene kunne ikke være alene i bilen, og hanen kunne ikke klare en nat i bilen.
Den 20-årige følte sig ikke påvirket, og der var ikke nogen trafik på vejen. Men manden blev standset igen af politiet, der endnu engang tog manden med til en blodprøve.
Retten skriver i dommen, at det normalt koster mindst tre år uden kørekort, når man bliver taget med thc, der er det aktivie stof i hash, i blodet. Der er ingen bagatelgrænse for stoffet.
Fordi manden blev standset to gange med stoffet i blodet, kostede det fem år uden kørekort.
Derudover fik den 20-årige en bøde på 23.000 kroner. At manden ikke følte sig påvirket var ikke en formildende omstændighed, skriver retten i dommen.