"Giv mig din pung og stig ud af bilen"
En 21-årig mand fra Tørring blev fredag aften mellem klokken 22.30 - 22.45 truet til at aflevere en bil, han havde lånt af en kammerat, da han holdt for rødt lys på Hovedvejen i Hedensted.
Den unge mand fra Tørring har beskrevet, at en mand maskeret med en elefanthue kom hen til bilen, åbnede døren og truede med en cirka seks centimeter lang kniv:
'Giv mig din pung og stig ud af bilen'.
Bilisten steg ud af bilen, som den maskerede mand derefter satte sig ind i og kørte væk i mod Horsens. Den maskerede mand bliver af bilisten beskrevet som en mand under 20 år på cirka 180 centimeter med blå øjne, som var krafttig og talte dansk med en lys stemme.
Han var iført en sort elefanthue, en hættetrøje og sorte Carhartt bukser med lommer i siderne.
Bilen blev fundet lørdag formiddag i en grusgrav på Sletkærvej et par kilometer syd for Nim. Den stod med snuden i en sten og havde flere buler, som ifølge politiet stammer fra påkørslen af flere sten i grusgraven.
Det oplyser Horsens Lokalpoliti.