Formentlig påsat - muligvis seriebrandstifter
Efterforskningsleder mener, at branden i Dyrup Bageri kan være påsat.
En bagerforretning i Dyrup er natten til mandag brændt ned.
Politi og brandvæsen fik ved et-tiden i nat en anmeldelse om, at der var ild i Dyrup Bageri - Brød og Mad hos Randrup på Faaborgvej.
Ilden var så voldsom, at den nåede at rasere praktisk talt hele forretningen, før brandvæsenet fik den slukket.
Branden er sket i præcis det område, hvor den berygtede seriebrandstifter menes at have stået bag en lang række brande.
Efterforskningsleder på sagen om seriebrandstifteren, Henrik Justesen, fortæller til Lokalavisen Odense, at branden i bageriet efter alt at dømme er blevet påsat.
"Vi skal have nogle teknikere derud snart. Det tyder på, at den er påsat."
LÆS OGSÅ: SERIEBRANDSTIFTER HOLDER LAV PROFIL: ER POLITIET KOMMET FOR TÆT PÅ?
Noget kunne dog tyde på, at branden ikke er seriebrandstifterens værk.
"Om det er samme mand, ved vi ikke. Vi skal have set noget videomateriale igennem. Det ser ud, som om ham her er lidt større, men man skal altid passe på med at konkludere og gisne for tidligt," siger Henrik Justesten, som samtidig fortæller at overvågningsmaterialet ikke er i høj kvalitet.
Seriebrandstifteren har holdt lav profil i næsten halvanden måned. Sidste gang, han angiveligt var på spil, var da Restaurant Bondestuen på Søndre Boulevard udbrændte den 22. december.
Er det ham, der står bag branden i bageriet, så har han ændret fremgangsmåde, forklarer Henrik Justesen.
"Fremgangsmåden er i hvert fald ny. Her er man brudt ind i forretningen, og det har seriebrandstifteren os bekendt ikke gjort før. Nu må vi se, hvad undersøgelserne viser, og så må vi tage den derfra," siger han.