2 mænd anholdt for dobbelt drabsforsøg efter vild biljagt og skyderier
Fynske Motorvej var fredag morgen afspærret i vestgående retning, fordi politiet søgte efter effekter, der blev smidt ud af et køretøj i forbindelse med en biljagt tidligere på morgenen. Det oplyser Fyns Politi.
Den dramatiske morgen tog udgangspunkt i to skudepisoder torsdag aften og natten til fredag. Ved 22-tiden i går aftes ankom tre personer til en adresse på Vinkelvej i Kværndrup, hvor to mænd på 38 og 48 år allerede opholdt sig. Besøget endte i slåskamp, og den ene af de ankomne blev slået i hovedet med et baseball-bat, mens en anden af de ankomne bev ramt i benet af et skud. Efterfølgende flygtede de to mænd på 38 og 48 år fra stedet.
Senere på natten - omkring klokken 05 - opsøgte de to mænd en person på Volderslevvej i det sydlige Odense. Ham skød de ligeledes i benet, inden de flygtede i en bil, som politiet senere fik kontakt med omkring en rundkørsel i Dalum. Og så gik den vilde jagt ellers i gang. Bilen blev bragt til standsning på Middelfartvej i Odense, hvor de to mænd blev anholdt og blandt andet sigtet for dobbelt drabsforsøg.
Et større eftersøgningsarbejde gik ud på morgenen i gang langs motorvejen til stor trafikal gene. Hvorvidt det har ført til fund, som kan lænkes til sagen, vides endnu ikke.