Indbrudstyve stjal for millioner
Indbrudstyve stjal designermøbler for millioner i ikke mindre end 50 indbrud før det gik galt. Mange af de dyre møbler havde tyvene lokaliseret ved hjælp af ejendomsmæglerens boligannoncer på nettet. Det skriver Fyens.dk.
Gerningsmændene havde gennemgået boligannoncer - og derigennem fundet frem til dyre og letomsættelige designermøbler. Især PH-lamper, Wegner-stole og møbler af Børge Mogensen.
- I første omgang rejste vi sigtelse på cirka 30 indbrud, men nu er sagen oppe på 45-50 indbrud, oplyser chefen for Task Force Indbrud, Bent Isager-Nielsen, til Fyens.dk.
- Nogle af indbruddene er begået i meget eksklusive huse, hvor der er stjålet for meget store beløb, fortæller han og tilføjer, at politiet regner med at rejse op mod 100 forskellige sigtelser mod de involverede.
En fynbo er fængslet og sigtet for omfattende hæleri i forbindelse med de mange indbrud.
Han sigtes for op mod seks forhold, som løber op på et par hundredtusinde kroner. Det oplyser anklager i sagen Tina Davidsen til Fyens.dk, som forventer, at anklageskriftet bliver sendt til retten i slutningen af denne uge, så den del af sagen kan blive afsluttet.