Fortsæt til indhold

20-årig vejlenser fængslet for voldtægt af ung kvinde i Odense

Krimi
Danni Paulsen

En 20-årig mand blev søndag middag varetægtsfængslet frem til den 25. februar ved et grundlovsforhør ved Retten i Odense.
Den unge mand, der er fra Vejle, er sigtet for at have voldtaget en ung kvinde i en privat lejlighed i Odense lørdag den 30. januar.
Manden nægtede sig skyldig, men ifølge politiets pressemeddelelse har han ikke kæret kendelsen om varetægtsfængsling.
Retsmødet foregik for lukkede døre af hensyn til den videre efterforskning, hvorfor hverken politi eller anklagemyndighed vil kommentere sagen yderligere.