19-årig bilist kørte frontalt ind i modkørende
Jeppe Rafn
To biler stødte onsdag aften klokken 22.24 frontalt sammen i krydset ved Strandkærvej og Bjerrevej i Horsens.
De kom kørende i hver sin retning på Strandkærvej, og da den ene bil drejede til venstre i krydset, kørte den ind i den modkørende bil.
Det var en 19-årig mand fra Hornsyld, der sad bag rattet i den svingende bil, som ifølge lokalpolitiet overtrådte sin vigepligt.
Den modkørende bilist var en 51-årig mand fra Skanderborg.
Sammenstøddet udløste airbaggen i den ene bil, hvor føreren blev kørt på skadestuen til tjek. Det står ikke i politiets døgnrapport, hvem af bilisterne, der måtte på skadestuen.