Tavs gerningsmand efterlyses
Midt- og Vestsjællands Politi efter en cirka 25-årig mand, der mandag morgen fastholdt og befamlede en blot 10-årig pige på vej til skole.
Episoden foregik i Ringsted, hvor den 10-årige pige i tidsrummet mellem klokken 07.20 og 07.45 blev antastet af den fremmede mand på den asfalterede "skolesti" mellem Bøllingsvej og Valdemarsgade. Manden tog fat i pigen og befamlede hende samtidig uden på tøjet.
Pigen havde skreget op og skubbet manden væk, hvorefter hun løb videre til sin skole, hvor hun underrettede personalet. Pigen bemærkede ikke, hvor den fremmede mand forsvandt hen, og hun beskrev ham som:
Mand, dansk af udseende med lys hud, ca. 25 år, ca. 175 cm, almindelig af bygning, skaldet med røde pletter eller "bumser" i ansigtet, smal næse og fyldige læber, iført grå Adidas-jakke med røde striber, joggingbukser.
Manden sagde ikke noget, medens han havde kontakt med pigen, som nu skal afhøres nærmere i trygge omgivelser omkring hændelsesforløbet for at få klarlagt mandens hensigt præcist. Pigens forældre samt de sociale myndigheder er underrettet om sagen.
Midt- og Vestsjællands Politi hører meget gerne fra personer, der har set eller hørt noget, der kan hjælpe med at finde frem til manden.