Det her er, hvad han fik
Kasper Sejr Andersen var ikke en helt tilfreds mand, da han torsdag skulle forbi Regionshospitalet i Randers. Årsagen? Kaspers 8-årige datter fik nemlig stillet en noget mærkelig kørestol til rådighed.
Familien fra Ebeltoft har det i forvejen hårdt, da Kaspers datter har været i behandling for leukæmi, siden hun var seks år gammel. Derfor har hun i svage knogler grundet kemobehandlingen.
- Hun var endelig kommet ordentligt op og gå, og det gik fint. Hun havde siddet næsten et år i kørestol forinden det. Så var hun så til en fastelavnsfest, hvor hun falder og brækker benet, fortæller Kasper Sejr Andersen.
Derfor må de afsted på hospitalet, hvor det bliver konstateret, at Kaspers datter har brækket skinnebenet. Derfor får hun gibs på, og hun kommer hjem igen.
Torsdag skulle de så til tjek på hospitalet, hvor der skulle tages røntgen af benet. Fordi Kaspers datter stadig er i behandling for leukæmi, så skal udviklingen på det brækkede skinnebenet følges nærmere, da knoglerne er lidt svage.
- Jeg ringer til hospitalet og spørger, om vi denne gang kan få en kørestol til at køre på røntgen-afdelingen og bruge herhjemme, da det er for svært uden en kørestol. Vi får så den her kørestol, da vi kommer ud på hospitalet, og så tænker jeg, at det er en joke, siger Kasper Sejr Andersen til Lokalavisen.dk.
I kørestolet er nemlig en groft skåret MDF plade, der skal holde Kaspers datters ben oppe. Hospitalet har nemlig ikke nogle ordentlige kørestole til den 8-årige pige.
- Benet bliver holdt oppe i en 90-graders vinkel. Det duer simpelthen ikke - hun sidder helt håbløst. Det siger fysioterapeuten også, da vi er færdige ved røntgen. Og så er pladen skåret så groft, at hun sidder og skærer det andet ben på kanten, fortæller Kasper Sejr Andersen.
Inden de tager hjem bygger de kørestolen om med dele fra en anden kørestol.
- Vi fik bikset noget sammen fra en anden stol med en fodskammel der kunne komme længere op, men det er langtfra optimalt.