Sarahs hyldest til sygeplejersker går viralt
En hyldest til de danske sygeplejerske på Facebook bliver delt igen og igen. Afsenderen er Sarah Richardt Schoop, der i hendes opslag beskriver, hvad hun oplevede i weekenden.
- I weekenden var jeg til fødselsdagsfest, og under den obligatoriske ”hvad laver du så?”-runde, faldt ordene ”jeg er bare sygeplejerske”. De kom lavmeldt og næsten undskyldende fra min borddame, efter hun havde erfaret, at vi andre omkring bordet var akademikere.
Her tænkte Sarah, at det ikke kunne være rigtigt. Hun beskriver, at det langt fra er første gang, at en sygeplejerske eller Sosu eller Fysioterapeut har klemt ordet "bare" ind i beskrivelsen af deres job,
- Men stop lige engang. Hvor er det kæden knækker, når sygeplejersker ikke oplever anerkendelse nok til at stå ved deres fag med stolthed i stemmen? For er der noget, jeg har fået bekræftet, efter den seneste tids nærkontakt med hospitalsvæsenet, så er det, at sygeplejerske det er man ikke ”bare”.
Sarah beskriver, at hendes søster har været igennem et meget hårdt sygdomsforløb, men nu er blevet "stort set" rask.
- Én ting står tilbage: respekt. Respekt for de sygeplejersker, sosuer og fysioterapeuter, der med et nærvær og en empati, som sidst jeg tjekkede, ikke var noget, man kunne læse sig til i en bog, har hjulpet min søster og os som familie helskindet igennem sygdomsforløbet og ud på den anden side.
Hun beskriver, hvordan sygeplejerskerne i hendes søsters sygdomsforløb havde overblik og medfølelse - ikke bare for de syge, men også pårørende.
- Med øje ikke bare for min søster, men for hele vores familie, lod de os derfor ikke i tvivl om, at de nok skulle være der for hende, når vi tog hjem.
- I sengen ved siden af lå Grethe, som aldrig fik besøg, og på gangen kunne man møde Bjarne, der travede frem og tilbage med hjælp fra sit gangstativ i jagten på selskab. For dem var sygeplejerskerne langt fra bare anonyme, hvide kitler, der bragte dem medicin, målte deres blodtryk og skiftede deres drop. Sygeplejerskerne var dem, der holdt deres hånd, så dem i øjnene og gav trøstende ord med på vejen, når det hele føltes for svært. De stod for den omsorg, der gjorde, at de kom igennem endnu en dag.
Hun beskriver, hvordan sygeplejerskerne kunne holde humøret højt og nærværet intakt for alle patienterne.
- Lidt af en bedrift med arbejdsforhold, der inkluderer nattevagter og treholdsskift, som er en fremmed verden for en 9-17 konsulent som mig. Og med en bemanding der langt fra står mål med antallet af patienter.
- Når hårdtarbejdende sygeplejersker alligevel ikke ranker ryggen over det arbejde, de gør og ikke har lommerne i kitlen fulde af faglig stolthed, så synes jeg, at vi bør spørge os selv og hinanden hvorfor?
- Jeg tror, at faglig stolthed gror ud af en oplevelse af at kunne tilfredsstille patienternes behov. Men det er svært, når overbelægning og underbemanding er blevet en kronisk sygdom i sundhedsvæsenet. Når man skærer ind til benet i plejepersonale på hospitalsgangene, spænder man ben for, at selv de mest kompetente sygeplejersker kan udføre deres arbejde fagligt tilfredsstillende. Og når unødige mængder dokumentation og kontrolmekanismer samtidig får lov at styre slagets gang på hospitalerne, så glimter tilliden til plejepersonalets faglighed ved sit fravær.
- Men for nu sætter regeringen kun små plastre på sundhedsvæsenets store sår. Derfor må vi hver især starte i det små med at genopbygge stoltheden over at bære en sygeplejerskenål. Første spadestik vil jeg tage til næste fødselsdagsfest, ved at sørge for at fortælle om de sygeplejersker, jeg har mødt, der med blik for de små ting, gør den store forskel, når sygdommen rammer.
I weekenden var jeg til fødselsdagsfest, og under den obligatoriske ”hvad laver du så?”-runde, faldt ordene ”jeg er bare...
Opslået af Sarah Richardt Schoop på%26nbsp;16. februar 2016